Mikkellers løbeklubber stormer af sted

Mikkeller Running Club har bredt sig til 220 byer verden over, mens eliteholdet Hechmann Mikkeller Racing Club løber med alle medaljerne og står til at hive sit fjerde danske holdmesterskab hjem til Copenhagen Half Marathon på søndag. Derudover er Mikkeller titelsponsor på verdens mest prestigefyldte løb, World Cross Country, der næste år afholdes i Aarhus.

Pressemeddelelse 12. September 2018

Ikke-navngivet-2-1

For tre år siden begyndte to gamle studievenner at løbe sammen. Den ene ville gerne stoppe med at ryge og opdagede, at det hjalp at løbe en tur, hver gang rygetrangen meldte sig. Den anden havde fået et par kilo for meget på sidebenene og måtte frustreret erkende, at fysikken var en helt anden, end dengang han som ungdomseliteløber hev medaljer hjem for Sparta.

Sammen lagde Mikkel Borg Bjergsø, CEO i og grundlægger af Mikkeller, og vennen Søren Runge en plan. De ville starte et fælleskab op, der kunne motivere dem begge til at blive ved med at løbe. Det blev til Mikkeller Running Club - en løbeklub, der skulle kombinere øl og løb.

“Vi havde brug for nogen at træne med og hænge ud med, så vi havde en forpligtigelse til at møde op, men samtidig skulle det være sjovt og uhøjtideligt uden løftede pegefingre. Så først løb vi, og så drak vi øl,” fortæller Søren Runge.

Ved første træning mødte i alt otte motionister op.

Klar til EM, VM og OL

I dag, tre år senere, leder Søren Runge de to løbeklubber Mikkeller Running Club (MRC) og Hechmann Mikkeller Racing Club (HMRC), som er blevet en vigtig del af Mikkeller og er stormet frem i løbe- og atletikverdenen.

“Løb er blevet en virkelig stor og betydningsfuld del af Mikkellers profil og er meget værdifuldt for os, fordi det er med til at definere os som en flerstrenget virksomhed og hele tiden er med til at generere nye, loyale tilhængere af Mikkeller verden over,” forklarer Mikkel Borg Bjergsø.

MRC har i skrivende stund 220 chapters på verdensplan og vokser fortsat stødt. Samtidig har HMRC, Mikkeller og løbetræner Claus Hechmanns elitehold, fået en række af Danmarks bedste løbere indenfor i folden og har allerede placeret sig overlegent på medaljeskamlerne ved konkurrencer herhjemme. Klubben har allerede vundet tre holdmesterskaber i år og hiver meget muligt et fjerde hjem på søndag til Copenhagen Half.

HMRC har sat sig for at løfte Danmarks konkurrence-niveau internationalt ved at træne klubbens ungdomstalenter mere målrettet og fange dem tidligt i deres løbeliv – allerede, når de er 15-17 år.

“Vi syntes, at der trængte til at ske noget anderledes i den danske løbeverden, sådan at vi vil kunne hamle op med andre lande, som eksempelvis Norge, der har nogle helt vilde løbere,” forklarer Søren Runge, leder af HMRC. ”

_G6C2592

Verdens mest prestigefyldt løb

At Mikkeller markerer sig seriøst i atletikverden har også betydet, at bryggeriet er blevet titelsponsor på verdens mest prestigefyldte løb, World Cross Championship, der næste år afholdes i Aarhus.

“Samarbejdet med Mikkeller er for os noget af det mest spændende, som sker i vores idræt. Med sine 220 utraditionelle løbeklubber på verdensplan og deres gryende engagement i flere aspekter af løb står vi sammen med en formidabel mulighed for at præsentere et banebrydende VM Cross – det bedste af begge verdener,” siger direktør i Dansk Atletik Forbund (DAF), Jakob Larsen.

Mikkeller var desuden samarbejdspartner på Albatros Travels Great Wall Marathon, der fandt sted i Beijing i maj, og planlægger desuden lanceringen af sin egen løbetøjskollektion Final Gravity i samarbejde med design bureauet Femmes Régionales senere i år.

FAKTA

Mikkeller Running Club (MRC)

Blev grundlagt i 2014
Er for alle
Har 220 afdelinger verden over
Har 15-20.000 løbere

Afholder fællestræning ugentligt i det lokale ’klubhus’ – den lokale Mikkeller- eller samarbejdsbar.
http://mikkellerrunningclub.dk/

 

Hechmann Mikkeller Racing Club (HMRC)
Blev grundlagt i 2017
Er Mikkeller og træner Claus Hechmanns eliteklub for løbetalenter
Har vundet årets (2018) første tre danske holdmesterskaber
http://www.instagram.com/hmrcracing

 IAAF/Mikkeller World Cross Championship Aarhus 2019

Er den vigtigste internationale konkurrence inden for Cross Country løb
Organiseres af the International Association of Athletics Federations (IAAF)
Finder sted hvert år – næste år den 30. Marts 2019 på området omkring Moesgaard Museum, Aarhus

Eliteløbere fra hele verden kvalificerer sig via deres forbund
Arrangeres af Dansk Atletik Forbund (DAF)
https://www.iaaf.org/competitions/iaaf-world-cross-country-championships

 

Topics: hmrc, hmrcracing, Mikkeller Running Club, mikkeller løbeklub, mikkeller løb

·